Renæssance-geni
 |
Tycho Brahes arbejdsdag var lang. Om dagen konstruerede han astronomiske instrumenter (de bedste i tiden), foretog matematiske udregninger, skrev bøger og førte korrespondance med Europas videnskabelige elite. Eller han gik over i det trykkeri, han selv havde konstrueret, for at følge trykkerens arbejde med de astronomiske værker. Andre dage skrev han latinske digte (nogle af de bedste i Danmark) eller forskede i geografisk opmålingsteknik.
|
Om natten observerede han himmelvælvet. Hvis himlen var overskyet, foretog han alkymistiske eksperimenter i sit laboratorium i kælderen. Bønderne i den nærliggende landsby mente, Tycho Brahe var troldmand.
Det var han ikke. Tværtimod førte han med sine forskningsmetoder hele videnskaben ind i den tidlige moderne tidsalder. Tycho Brahe var en spændende person. Han var en af de største adelsmænd i Danmark, men giftede sig med en bondekvinde. Han brød med alle sociale konventioner. Blev kendt over hele verden. Kortlagde verdensrummet. Men måtte flygte fra Danmark, da han blev uvenner med kong Christian 4. Hele Tycho Brahes liv er præget af usædvanlighed, selvstændighed og interessante opdagelser.
Måske er det derfor, svenskerne for få år siden valgte "Tychonis Brahe, Dani" - Tycho Brahe fra Danmark - som årtusindets mest interessante svensker!
|